Skal du booste pensions-opsparingen inden Nytår

November og December byder på den årlige gennemgang af indtægterne inden skatteåret slutter 31.12. Det er god latin at undersøge om du når op i topskat med din indkomst eller ligger under.
Uanset om du ligger over eller under er der flere ting du bør overveje. Læs artiklen i Børsen her: Tjek om du skal booste pensionsopsparingen inden Nytår .

Der er mange danskere som har penge stående kontant og skulle der enten være 5 år eller mindre til din folkepensionsalder eller ligger indkomsten i topskat er det værd at tage stilling til om nogle af pengene skal indbetales på din pension.

Aldersopsparing
Personer som har 5 år eller mindre til folkepensionsalderen (de der er 62 år eller mere i 2020), har mulighed for at indbetale det forhøjede beløb (50.200 kr. i 2020) til en aldersopsparing. Aldersopsparingen er kapitalpensionens afløser. De penge du indbetaler giver ikke fradrag, men når de udbetales reducerer de heller ikke dit pensionstillæg. De fleste pensioner trækker ikke negative renter så blot en flytning af penge til aldersopsparing vil spare dig for irritationen over at betale negative renter. Vi vil anbefale dig at investere pengene for at du kan opnå et højere afkast.
Den eneste sten på vejen er hvis du har startet udbetaling af en løbende pension, for så kan du ikke indbetale det forhøjede beløb og må nøjes med de 5.300 kr. i 2020.

Topskat
Skulle du have indkomst i topskat – evt. fordi du har fået udbetalt nogle af de indefrosne feriepenge – så kan du overveje at indbetale ekstra til din løbende pension (ratepension eller livrente). Har du allerede en ratepension skal du være opmærksom på at du max. må indbetale 57.200 kr. i 2020. Dette maksimum gælder både din private indbetaling og den din arbejdsgiver betaler. Et sikkert valg vil være at indbetale det ekstra via arbejdsgiver – så ved pensionsselskabet hvad der er muligt og du kommer ikke til at slås med en ændring af indbetalingen eller at du ikke får fradrag for din indbetaling. Ønsker du at indbetale til din private ordning så kontakt pensionsselskabet og hør dem hvor meget de har “brugt” af dit ratepensionsmaksimum.

Skal du booste pensions-opsparingen inden Nytår

Kontakt Marianne