Hvad er uvildig økonomisk rådgivning?

Hvad er det – fik jeg spørgsmålet for ganske kort tid siden og det er ganske godt spurgt for det, som ofte sker når vi arbejder inden for vores speciale er, at vi falder i fælden med at tro, at det ved da alle – så tak for spørgsmålet!

Der har været mange skriverier om bankernes rådgivere de senere år og de er med urette blevet et udskældt folkefærd. Det som medier og andre kritikere glemmer er, at det som en rådgiver i en bank er ansat til er, at oplyse kunderne om det som man kan købe i banken. Og de mange rådgivere som jeg kender er både dygtige og vil kundernes bedste så dem kan der ikke sættes en finger på!

Bankerne har indrettet sig sådan, at betalingen for den gode rådgivning, som finder sted i alle landets filialer sker skjult for kunderne så de ikke skal have penge op ad lommen. Dermed kommer nogen kunder til den opfattelse, at rådgivning i bankerne er gratis og det er den naturligvis ikke. Om det er til kundernes bedste eller om de burde betale, når de bliver rådgivet (og dermed få nogle billigere lån, investeringsforeninger og højere renter) vil jeg lade være op til dig!

Årsagen til at bankernes rådgivere nu ofte må agere prygleknappe er nok snarere, at kunderne såvel som journalisterne er blevet opmærksomme på, at det er bankernes egne produkter, som der rådgives om i den pågældende bank, ikke hvad der bredt tilbydes på markedet samt at der betales for rådgivningen via skjulte provisioner. MEN jeg mener, at det er vigtig information, som hjælper kunder til at handle på et oplyst grundlag.

En uvildig økonomisk rådgiver skal ifølge lovgivningen rådgive om et så bredt udvalg af det på markedet tilgængelige inden for opsparing, investering, pension og forsikring samt lån som muligt. Rådgiveren må ikke modtage betaling fra andre end kunden, hvis han/hun vil kalde sig uvildig!

Et eksempel: Hvis en kunde kommer til Confida og ønsker rådgivning om hvordan han skal investere den arv, som er modtaget vil jeg kunne råde ham til den mest optimale investering på tværs af udbydere i ind- og udland af investeringsprodukter. Og dermed sammensætte en investering, som er skræddersyet, langtidsholdbar og økonomisk fordelagtig for ham.

Loven om finansielle rådgivere trådte i kraft 1.1.2014 og er først fuldt indfaset i 1.1.2019 – indtil da vil der findes uvildige rådgivere, som har tilladelse og nogle, som er på vej til at få tilladelsen og nogle igen, som ikke vil få tilladelsen, men som først skal ophøre deres virksomhed 1.1.2019.

Jeg er en af de få, som har fået tilladelsen fra Finanstilsynet og også efter 1.1.2019 kan kalde mig en uvildig finansiel rådgiver, som hjælper kunder med alt inden for investering, pension og forsikring, lån og opsparing.

Jeg er sikker på, at debatten om forskellen på den rådgivning som kunder kan vælge at benytte ikke slutter i 2014 – der er både for og imod og dermed masser af vinkler, at anskue udfordringen fra. Det som jeg mener er den vigtigste lektie er, at der er flere muligheder for rådgivning og den ene udelukker ikke den anden!

 

25.3.2014, Marianne Thørs

Hvad er uvildig økonomisk rådgivning?

Kontakt Marianne