Confida medvirker i Berlinskes artikel Minusrenter sender sparegrisen på slankekur om den modtagelse som negative renter, forståeligt nok, har fået hos flertallet af danskere.
Vi møder dagligt kunder, som er irriterede over de negative renter de bliver mødt med i banken, når efterhånden selv en beskeden opsparing står på kontoen. Nogle danskere er tvunget til at lade opsparingen stå kontant. Det kan eksempelvis være hvis de er på udkig efter fast ejendom, er pensionister som lever af deres formue, skal foretage en større investering inden for 2-3 år. For det kan være forbundet med stor risiko at investere kortsigtet og de mere “sikre” investeringer giver et forventet negativt afkast.
Den positive side af historien er, at det er utrolig billigt at låne penge. Realkreditlån og banklån er nede i renter som er historisk lave og også en af forklaringerne på at boligpriserne er så høje. Desværre er det ikke altid de samme personer, som har penge stående, som også skal bruge finansiering og dermed rammer minusrenterne skævt.
Vi må nok vænne os til, at de negative renter er kommet for at blive. Et godt råd vil være at kigge på hvad alternativet til den negative bankrente er og hvor meget du betaler i kr. i negativ rente. Når du kigger efter alternativer til bankkontoen er det vigtigt, at det du sammenligner med har nogenlunde samme risiko, da indestående under 750.000 kr. som bekendt ikke giver et tab, hvis banken går ned. Det er der risiko for at en investering i ex. aktier eller obligationer kan gøre.
Det er derfor en god ide at vurdere, hvornår du forventer at bruge de kontanter som står på bankkontoen. Er der mere end 3 år til du forventer at bruge dem, kan du investere beløbet helt eller delvist. Er der tale om et stort beløb vil vi anbefale, at du deler investeringen op i 2 eller 3 bidder for at mindske din risiko for at købe for dyrt ind, på den måde får du et gennemsnit af markedet og ikke enten et godt tidspunkt (når investeringerne du foretog stiger i værdi) at købe ind på eller et rigtig dårligt tidspunkt (hvis investeringerne falder efterfølgende).
Under alle omstændigheder giver det god mening at søge råd hos en rådgiver du har tillid til giver rådene for dit bedste.