Confida medvirker i Børsens artikel Nye pensionsregler udløser større skattefri præmie den 18. november 2019.
I artiklen fokuserer vi på et af de tiltag, der er gjort, for at få seniorer til at blive længere på arbejdsmarkedet, nemlig den forhøjede seniorpræmie. Konkret betyder det, at bliver du på arbejdsmarkedet efter din folkepensionalder og arbejder 1560 timer om året, bliver du præmieret med 42.000 skattefrie kr.
Det betyder, at du enten kan arbejde lidt mindre og seniorpræmien dermed kan supplere din indtægt op til hidtidigt niveau eller at du blot kan nyde flere penge at leve for. Bliver du på arbejdsmarkedet i flere år, åbner der sig også andre muligheder op – du kan fortsætte din aldersopsparing med det forhøjede beløb i flere år og dermed få en større opsparing, der som bekendt ikke giver modregning i dit pensionstillæg og din generelle pensionsopsparing vil også kunne fortsætte i dine sidste arbejdsår, og dermed sikre dig en endnu bedre indtægt.
Så er du glad for at arbejde, så har du nu også et økonomisk incitament til at blive ved.
Ofte er vi gift, når vi rammer pensionsalderen og derfor er det vigtigt, at se på hele husstandens økonomi, for at vurdere om det er en god ide, at fortsætte arbejdslivet og stræbe efter seniorpræmien eller om der er andre ting, som trækker i retning af pensionstilværelsen. Vores råd er altid at søge rådgivning så du/I er sikre på at træffe jeres beslutning på et oplyst grundlag.